Som tiden går.

Her vil jeg skrive om mærkedage, tanker og Daniel udvikling efterhånden.

D. 12. maj 2006
Nu har vi været hjemme en uge. Der er begyndt at falde ro over familien og vi er ved at få godt styr på, hvad Daniel vil, når han ytrer sin mening. Det er han nemlig rigtig dygtig til.
Han er for det meste glad og tilpas, spiser godt og sover fint, når bare dagen går helt normalt. Hvis vi prøver at lave noget andet end lige at være hjemme, går der lidt kuk i middagsluren og det er ikke så godt.
Daniel har haft travlt den tid vi har kendt hinanden. Han støtter fint på benene, sidder meget bedre, meget mere kontrollerede armbevægelser, spiser grød, drikker fint af kop, triller fra ryg til mave og næsten tilbage igen.
Han er glad for sin klapvogn, både til at sove i og når vi går tur. Han snakker (og råber) meget og vil gerne have når jeg synger for ham ( taknemmeligt publikum ).

Det bedste han ved er at ligge på et tæppe i haven under kastanietræet og snakke med vinden og bladene.



D. 25. maj
I dag er det en måned siden vi mødte hinanden. Os 4 i fam. VognHviid, som vi hedder her.
Det er lidt vildt at tænke på. En måned, godt 4 uger, 30 dage, 720 timer eller rigtig mange minutter. Jeg synes lige jeg har forladt det sekund, hvor jeg mødte Daniel Sofonias´s blik første gang og alligevel har vi vekslet blikke hundrede af gange siden.
Blikke af forvirring, glæde, forundring, spørgsmål, accept, ked af det-hed og lykke, det sidste nok mest fra min side.

Daniel er vokset på mange måder, han er blevet fysisk større og stærkere.
Han er ved at finde den første ro i sit lille hoved, vi er ved at få rigtig godt styr på hvad han vil og kan og hvornår. Han er begyndt at tilkendegive, hvem han genkender ud over sin far, mor og bror.
Han viser enorm interresse for dyr, vores kat bl.a. den er dog ikke synderlig vild med hans hurtige bevægelser og små fingre.
Til gengæld gik hans 1. møde med Murphy (fætter Lasse´s hund) mægtig godt, der var gensidig glæde.
Daniel vil allerhelst være ude og hvis forældrene synes vejret er for skidt, så er det næstbedste at kigge ud af vinduet.
Det bliver forhåbentlig en dejlig sommer.
Det første sandkassesand er forøvrigt blevet smagt på, sammen med "store" fætter Malthe fik Daniel sin debut som sandkagebager idag. Det var ret spændende.
Vi springer forventningsfulde ind i den næste måned, der snart bliver til halve og hele år. Men tro mig vi vil forstå at nyde hver dag, vi har sammen. Vi har ikke spor travlt.

D. 14. juni
Idag er ventelisten opdateret. Hmm noget der var omdrejningspunktet i 1,5 år, har nu ingen, overhovedet ingen betydning.
Det journalnr. som vi fulgte hele vejen op af listen og som jeg kunne i søvne, skal jeg lige tænke mig om for at huske.
Det eneste jeg mærker når jeg kigger på listen er tanken om at der bagved hvert tal gemmer sig en familie, stor eller lille, der bare glæder sig og venter, til tider frustreret, på at det bedste skal ske.
Det første halve år er der kommet 18 børn til Danmark fra Etiopien, endnu 3 venter på retsdato og der er rygter om, at der er kommet 3 nye på AC´s børnehjem. Det er glædeligt at der er så mange børn, der får familie.

Familien her, har fundet på plads, tingene glider, alle har det godt og befinder sig vel med den nye størrelse på 4 stks.
Daniel har travlt, han iler fortsat med at indhente alt det han, måske, ikke nåede at få med sig den første tid.
Han er en stærk lille fyr, der skal spændes fast i klapvognen, hvis ikke vi vil have brækkede lemmer.
Kun sjældent sidder man stille, med mindre trætheden overmander en. Alt skal undersøges og det er pokkers at man ikke selv kan komme afsted.
Det må der øves på, så Daniel ligger på maven og knokler for at lære kunsten at kravle. Ben, arme og ryg lystrer ikke helt, men hvor der er vilje er der vej.
Det bliver rigtig rart for drengen (og min ryg, der ellers godt kan klare lidt af hvert) når dette store mål er nået.

D. 21. juni
I dag er Daniel 8 mdr. gammel og vi har kendt hinanden i knapt 2 mdr.
Det er helt fantastisk så hurtigt man vænner sig til godt selskab.
Daniel udvikler sig fortsat, måske ikke med så stor fart længere, men hele tiden fremad. Han sover fra kl. 19 til 5 eller 6 om morgenen og så sommetider en time eller to mere efter at have fået mad.
Grød og noget grøntsagsmos, samt frugtmos bliver spist med glæde. Dog er kartoffelmos, endnu, ikke velkomment på menuen.

Når bare vi har klapvognen med kan vi tage hvor som helst hen. Daniel falder bare i søvn der og bliver ikke ked, når vi flytter ham til bil og senere til egen seng, næh han sover da bare videre. Vi praktiserede nogenlunde det samme med Christian, med lignende succes, så vi kan stadig sagtens tage på besøg ud over sengetid. Både på restaurant og hos familie og venner, det er dejligt. Vi har nu heller aldrig regnet det for nogen stor sag at have småbørn, altså i den henseende.

Christian meddelte i dag at han synes han har den sejeste lillebror, tjah det kunne vi jo ikke være uenige om.

D. 30. juni 2006
Daniel kæmper virkelig for at lære at kravle, lige nu er det nærmeste, der ligner bevægelse i en retning, at han skubber sig baglæns og bliver selvfølgelig helt vildt irriteret over det.
Han har også indviet sin sandkasse, med at spise et par ordentlig håndfulde sand, "pyvha badder". Jeg tror det bliver et hit for ham senere, når han kan styre skovl og spand.

Når vi er ude er Daniel ikke længere så følsom overfor mange nye ansigter, han kan bedre kaperer at han ikke kender alle.
Han lader sig dog efterhånden mere forstyrre af uro, når han skal sove, han vil ikke så gerne gå glip af noget.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg skal mene om folk store interesse for Daniel når vi er ude og handle eller lign. Det er jo ret sødt og smigrende, ingen dumme kommentarer (endnu), men det er også lidt grænseoverskridende til tider. Det er da sandt at han er smuk og enormt charmerende, men derfra og så til at skulle høre fremmedes mening om hvorvidt det er godt eller skidt i hvilken alder barnet har når man får det, det gider jeg faktisk ikke stå og debattere i mine børns nærvær.
Når jeg går en tur eller handler og jeg ved Daniel har fanget nogens opmærksomhed, lader jeg efterhånden som ingenting for han er jo ikke en udstillingsdukke, på den anden sider kigger jeg jo også selv på smukke mennesker og ting jeg kommer forbi.
Jeg tror grænsen går ved pilleri og så at skulle svare på spørgsmål, der egentlig ikke kommer nogen andre ved.
Opmærksomheden synes jeg er ok, jeg er ligeglad med at vi skiller os ud. Det er sikkert bare noget jeg skal lære at kende og finde en måde at modtage komplimenter, når det er det og så afvise snagende nysgerrighed, hvis/når den viser sig.

D. 10. juli
Det er nu meget meget tæt på at Daniel kravler, han vil så gerne og kæmper for det, men det driller stadig lidt.
Hans store nysgerrighed kommer også til udtryk i, at det er lidt sværere at få ham til at spise og sove, når der er andre til stede. Men det er helt fint for han får sovet godt om natten og mad skal han nok få guffet, når han er rigtig sulten.
Allan og Daniel har et trick hvor Daniel rokker fra side til side samtidig med at han storgriner, når Allan siger gyng gang. Det optræder de gerne med, til stor glæde for det taknemmelige publikum (læs: familien).

D. 25. juli
Kun et par dage efter at vores lille kravlenisse havde fået sin 1. tand dukker nr. 2 frem.


Nu hvor han har lært at kravle springer han straks videre til næste ting: at rejse sig op af alting, siger og skriver alting.
Jeg ved sørme ikke hvorfor han har så travlt, måske har han besluttet sig for at gå inden han bliver 1 år. Måske er det fordi han vil gå hånd i hånd med Faster Jordmor, når han skal døbes, ja hvad ved vi.
Ihvertfald har Daniels kravleri udløst en mindre forhindringsbane, når man skal ind i huset. For ikke at skulle på skadestuen har vi fundet trappegitteret frem til bagtrappen.
Batman har det hårdt for tiden, han kan ikke umiddelbart komme ind, hans mad og vand står i 1 meters højde og hvis han kommer for tæt på Daniel, er han blevet et par håndfulde pels lettere. Det mærkelige er at han søger hen til Daniel, selv om han bliver lidt hårdhændet behandlet, men han har jo heller aldrig gået for at være den klogeste kat i baggården.
Daniel nyder ikke desto mindre at han kan komme omkring helt af sig selv.

Vi har været en del på besøg den sidste uge, fejret et par fødselarer og inviteret os selv på middag et par steder, det har været rigtig hyggeligt og Daniel klarer det mægtig fint.
Hans nysgerrighed og beslutsomhed gør det hundesvært for ham at give slip, når han skal sove. Her til aften kæmpede han sig gang på gang op at sidde i sin seng, alt alt for træt. Men da jeg så løftede ham op for lige at lægge ham til rette igen igen, skvattede han i søvn i mine arme.
Når han så er faldet i søvn, så sover han faktisk fra kl 20-21 om aftenen og vågner først mellem 8 og 9 om morgenen. Så det er bestemt ikke hans skyld hvis vi ikke er udhvilede. Måske nærmere de lange nætter med snak, G og T eller portvin, hmm
Det er lidt synd for ham at han ikke vil slippe taget, men vi må bare prøve at hjælpe ham, det går jo over på et tidspunkt.

Det er iøvrigt i dag, 3 mdr. siden at vi hentede Daniel Sofonias på børnehjemmet i Addis. Tænkt sig, han er 3/4 år gammel og vi har kendt hinanden i 1/3 af hans liv. Om 9 dage er vi dem, han har kendt i længst tid. En skør, men dejlig lille udregning.

D. 4 august
Det er blevet d. 4 aug 2006. Og hvad kan sådan en dag byde på, mange dejlige ting sikkert.
For det første skinner solen jo igen og Christian kommer hjem fra Bogø. Det bliver rart at få sin store dreng hjem.

Daniel knokler stadig videre, ser stort set ingen forhindringer, når han kravler, ja det skulle da lige være en meget stikkende måtte foran en dør. Men så løfter man bare fødderne og bider tænderne sammen, for stoppe og vende om er helt utænkeligt.
Han rejser sig fortsat op hele tiden og øver sig i at stå selv eller flytte sig fra sofa til bord og lign. Det giver nogle sssspææææændende sekunder ind imellem, når det bliver lige faretruende nok. Foreløbigt er der dog ikke sket det store, men vores reflekser bliver afprøvet og det ser sejt ud når en mand flyver nærmest tværs gennem stuen for at redde sin søn fra at slå hovedet.

Mad er vist bare noget, der skal fjerne sulten NU. Daniel prøver gerne alt muligt, og spiser indimellem også noget der ligner et måltid i grød eller mos.
Bl.a. en favoritmos Ærter og pastinak: "men ikke noget hjemmelavet til mig, tak, hvad tror du lige Beauvais har brugt de sidste årtier på at udvikle, noget du, mor måske liiige kan efterligne ?....NOT."
Rugbrød med smøreost eller bønnepostej kan da godt spises i små mængder, men det er vist ikke at betragte som rigtig mad.
Der er dog ingen madbekymrende forældre i dette hus, drengen sprudler jo af energi og stortrives så det er en fryd.

En ting Daniel viser stor interresse for, er dyr, særligt hunde, både live og dem i bøger/blade. Han kigger meget intenst på dem og smiler op til begge øre. Tit medfølgende en dyb tilfreds/begejstret lyd.
Det er ret sjovt at iagttage og vi (læs Allan) er gået i skarp trænning med at få Daniel lært alle dyrenes lyde og navne. Hvad siger en.... giraf ? " gi gi gi" hmm. Men drengen lytter meget interresseret, så det skal nok ende godt.
Vi var hos Niels og Camilla i går og Daniel er helt vild med Murphy (det er vist gengældt) I hvert fald bliver hunden fuldt hele vejen rundt i huset og hvis den kommer hen, er det bare dejligt. Der er vist lagt op til et godt venskab der. Ja det er jo ikke fordi Daniel ikke bryder sig om menneskene i huset, de kan skam sagtens gå an ;-) .

Igår havde vi opfølgningssamtale med amtet, dette er så også det afsluttende møde. Det gik fint fint, der er jo ikke så meget at drøfte, da alt går godt for og med Daniel.
Sagsbehandleren skriver en rapport, der sendes til Etiopien og vi skal efterfølgende skrive en om 3 mdr. og så hvert år indtil Daniel fylder 18 år. Alle rapporterne sendes via AC til Addis, de sørger for oversættelsen og vi vedlægger nogle billeder hver gang.

Nu var jeg jo igang med at regne på datoer den anden dag, og da byder denne her på et par gode trumfer. Vi har været hjemme med Daniel i 3 mdr. og fra idag er vi dem Daniel har kendt i længst tid, det synes jeg er stort at tænke på.

D.20. august
I morgen bliver Daniel 10 mdr. I forbindelse med en 3 mdrrapport til Etiopien, skulle vi lige ridse op, hvordan vi synes det går med ham.
Godt synes vi, han kravler jo på livet løs, rejser sig op af alt og slipper øver sig i at finde balancen, mister den, men finder den igen og igen og igen.


Han knokler stadig med stor flittighed og er ovenikøbet begyndt på det sproglige også.
Når han får NEJ eller DET ER FORBUDT, svarer han igen og skælder ud eller aber efter i tonefaldet. Når vi siger HEJ, SOV GODT/GODNAT, FARVEL eller SÅ, ja så prøver han tit at sige det samme.
Han laver ofte spas med os og hvis vi går hen mod ham,når han sidder på gulvet, kan han finde på at storgrine og stikke af.
Han klare snildt trapperne op til 1 salen, og er ved at fange fidusen, hvordan man kravler ned igen, dette er dog ikke specielt interressant, men det skal nok blive lært.


Han har lært at vinke på bedste dronningemanér og kan for det meste sætte det sammen med at det er når folk går, det skal bruges. Ellers kan man jo altid scorer et par billige point ved bare at sidde og vinke, smile og slå smut med øjnene, hvem kan stå for det ???????
Han kan have lidt svært ved at give slip og lade søvnen overmande sig, men langt de fleste dage går det nemt og ligetil.
Sover stadig fra 8-9 om aftenen til 7-8 om morgenen, en god lur omkring frokost og sommetider en lille sidst på eftermiddagen.

D. 9. sept
Nu har Daniel taget sine seriøst første skridt ( i flertal) frem i verden. Vi forældre var rørt til tårer over at opleve det, vi ALLE har gjort engang, men som er lige stort hver gang.
Daniel, ja han var ikke særlig imponeret af sin kunnen, han tænkte overhovedet ikke over det og gloede bare på os og undrede sig over klapsalverne. Ikke desto mindre er vi stolte over vores lille dreng.
Han rejser sig som tidligere skrevet direkte fra gulvet og nu gør han det næsten hele tiden. Her i eftermiddags hørte vi musik og ved hvert nyt nummer måtte han lige op at stå og danse lidt, bøjer i knæene og svinger med armene.

D. 21 okt
I dag bliver Daniel 1 år. Dejligt at kunne fejre hans første fødselsdag.
I morgen skal han døbes og vi vil fejre det hele med en fest om eftermiddagen.




D.24. okt.
I morgen for 1/2 år siden mødte vi Sofonias.
Hvad sker der på et havlt år ?
Tjah når man er et lille barn og vi snakker om et halvt liv så sker der rigtig rigtig meget.
Daniel har haft travlt. Han går selvsikkert rundt overalt nu , kravler op og ned af trapperne. Snakker konstant og synger gerne når han sidder ved spisebordet eller lige har været i bad. Han elsker at høre musik, så bliver der rokket og nynnet.
Han er glad stort set hele tiden, nysgerrig og fuld af gå på mod. Viser en tydelig og stærk vilje. Er konstant i bevægelse, men nyder også at sidde i klapvognen på gåture.
Vi har ikke oplevet nogen egentlig adoptionsrelaterede problemer, vi har lært ham at kende og mærker tydeligt hvad han har brug for og hvornår.
Vi er i legestue og/eller mødregruppe 2 gange om ugen, det er noget Daniel har stor glæde af. Han får lært at blive skubbet til og slås om legetøjet.
Daniel lavet masser af spas og efterligner mange af vores ord. Han skærer ansigt og griner kunstigt og er gerne med på en flyve/kildetur.
Han bruger meget bevidst tegnet for "tak for mad" og viser helt klart at han forstår spørgsmål som: vil du have mad ? og er du tørstig ? hvor er sutten ? hvor er Christian/- Batman (vores kat) ?
Daniel nyder at komme i seng eller blive puttet til middagslur. Den sidste tid har han sovet lidt uroligt om aftenen, men vi forestiller os at det er fordi der sker så meget for ham, som han er blevet bevidst om. Tit er det bare sutten, der ikke lige er indenfor rækkevidde, eller også kan han beroliges med lidt at spise/drikke. Han sover stadig fra kl. 20 til kl. 7-8 samt middagslur på et par timer.
Spiser al mad eller smager ihvertfald gerne.
Når der er mange mennesker og det bliver for larmende, siger han fra og vil væk. Han sorterer også i hvem han vil og ikke vil. Han er ikke sky, men har en naturlig reserverthed over for især ukendte.
Daniel er en kærlig lille dreng, der gerne vil have og give knus, kys og kram. Når han f.eks stavre hen til Christian for at give knus eller hviner af glæde når han hører sin far komme hjem eller nusser næse med mig og siger mmmmmmm, så er livet da dejligt.

D. 28 nov
Ja dagene går, lidt for hurtigt synes jeg. Men sådan er det jo i godt selskab.
Daniel kan flere og flere ting efterhånden, han spiser selv med fingre, gaffel og næsten ske, hvis altså bare det klistre lidt.
Udstyret med flyverdragt og støvler vandrer han gerne lange ture, mens snakken går og alt bliver undersøgt.


Daniel har sådan et stykke legetøj med nogle trækugler og en hammer, den er han ret glad for og Allan har flere gange observeret at han farvesorterer kuglerne i de rigtige huller, det er da vildt.
Han kan også hente bestemte ting når vi beder om dem eller aflevere noget til Christian. Sommetider skal han kun se noget gjort en enkel gang hvorefter han efterligner, med ret stor sikkerhed, det er da flot (siger en helt objektiv Moar)

Vi nyder stadig legestuen i kirken og mødregruppen i stor stil og får udvidet aftalebogen med et legestuebesøg om tirsdagen også. Det starter (nok) næste tirsdag og er for medlemmer af Adoption og Samfund.
Daniels sprog er ikke forståeligt for enhver, men der er ingen tvivl om at han har meget på hjerte og når der er noget han vil giver han kraftigt udtryk for det.

Han er helt normal hvad angår den selektive hørelse, ind imellem er det helt umuligt for ham at høre ordet NEJ, f.eks. når han synes der skal plantes plastikdyr i urtepotten eller fjernsynet skal kysses og klappes, videoen have ting og sager i "munden" og ledningerne byttet rundt bagpå. Dog må vi sige at vinreolen, ovnen og køkkenskabene tildels er erkendt forbudte elementer.
Daniels 7. tand er ved at bryde igennem nu, sutten er vi ved at øve "os" i at undvære i længere tid af gangen, det går nogenlunde.
Vi har lige sendt rapport for det første halve år med billeder til AC, som oversætter den og sender den videre til Addis.

Vi var hos hudlægen med Daniels modermærke, ja det formodede hun også det var. Det blev målt og noteret i journal og intet ydeligere skete. Lægen var nærmest ude af døren igen, inden hun var kommet ind.
Men der var intet at bemærke og vi kunne senere tale om hvorvidt det skulle fjernes af kosmetiske grunde og det først når Daniel bliver teenager (og der er jo lææææææænge til).

D. 5. dec.
Dette spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange den sidste tid. Hvad mon der skete ?
I dag for 1 år siden blev en lille dreng fundet ved et fodboldstadium i Addis Ababa, Etiopiens hovedstad.
Den lille dreng, der var ca 6 uger gammel, fik navnet Sofonias Negash af betjenten, der fandt ham. Drengen kom til børnehjemmet Kids Care og resten af historien kender vi.
Men hvad skete der ?
Hvorfor var en mor nødt til at efterlade sin lille søn i håb om at nogen fandt ham og bragte ham videre til et liv, hvor han fik en chance mere.
Var det overhovedet hans mor, der lagde ham der, var det et andet familiemedlem, der tabte kampen og havde kærlighed nok til at slippe ham.
Døde hans mor eller er hun der stadig. Hvordan har hun det.
Hvor må det have været en svær beslutning, hvor må hun have elsket ham højt.
Hvad mon hun kaldte ham, den smukke lille søn, hun havde født.
1000 spørgsmål dukker op i dag.
Vi får aldrig svar på noget af det.
Vi, og i særdeleshed Daniel, må leve med at der mangler de første brikker i hans livspuslespil. Vi kan hjælpe hinanden med at forestille os noget, men vished får vi aldrig.
Jeg håber så at vi kan få resten af brikkerne til at give så meget mening og betydning, at Daniel kan leve med hullerne fra hans allerførste tid.
Jeg hører tit om at adoptanter tænker på biomor og -far på barnets fødselsdag.
Hos mig er tankerne først kommet her i disse dage, hvor et menneske har skulle tage den sværeste beslutning, jeg kan forestille mig at skulle træffe.
Jeg kan kun se det som et udtryk for stor stor nød og uendelig kærlighed til sit lille barn.
Dagen d. 5 dec vil altid, for mig ihvertfald, være dedikeret til Daniels første mor, kvinden, der gav liv til vores søn.
Jeg tror, jeg vil tænde et lys for hende og give hende en særlig plads i mit hjerte.

10. feb. 2007
Daniel er i fortsat god udvikling. Det er nu hans sprog der tager form. Han taler i en uendelighed, meget nuanceret og helt klart med en mening. Vi forstår bare ikke ret mange af ordene, det lader ikke til at genere ham, han fortsætter og skal nok være tydelig når der er noget han vil have.
Hans ordforråd er helt godt, han har lige lært at sige sit navn og er så småt begyndt på papegøjelegen.
Han går rundt og synger selv og vil gerne have vi synge sange med fagter. Danser til alt der har rytme og spiller op til sjov og spas.
Han spiser alt muligt forskellig, dog i noget forskellig mængde, men smager gerne også på det der ikke er mad, hmm.
Den 1 maj skal han starte i vuggestue i en integreret institution, helt tæt ved hvor vi bor. Snart begynder hverdagen og Daniel vil forhåbentlig fortsætte med at være en glad, nysgerrig, aktiv og veltilpas dreng.



Vores plan er at tage til Etiopien hver 5 år ca. Mest fordi vi (voksne) ikke kan slippe landet og vil lære det godt at kende, men også i håb om at Daniel får et rimelig naturligt forhold til det land han er født i.
Hvis han ingen interesse viser for tilknytning til landet, jamen så er det bare et feriested som hans forældre er vilde med. Det vil blive helt op til ham selv. Det, vi ikke vil, er at bygge en forventning op til ham og hos ham om en eller anden "stor rejse ud efter hans rødder" når han bliver ?? år. For hvis han synes hans rødder er solidt plantet i DK, så er de det.

Lad dette være slutningen på historien om da Sofonias blev til Daniel Sofonias Hviid.