Ventelisten

D. 1 september 2004 får vi brev om at A-C har modtaget vores godkendelse fra amtet. Vi havde selv været i Århus og aflevere alt til sagsklargøringen, så nu røg vi ind på ventelisten som nr. 52.
Sidst i september bliver vores sag sendt til Etiopien og vi er nu indplaceret som nr 50.

Vi havde også meldt os ind i Etiopienforeningen og var blevet skrevet på deres kontaktventeliste. Vi håber at få glæde at et sådan tilhørsforhold og forhåbentlig kunne trække på erfaringerne der.

Hver mdr. opdaterer A-C deres venteliste, den bliver flittigt fulgt:
50, 46, 42, 43, hov en plads tilbage, det kan åbenbart også ske.
40, 38, 36, 36, hmm det går lidt for langsomt efter min smag.
Den 13 juni rykker vi 7 pladser, så er det noget ved.
8 juli endnu engang 7 pladser nu nr. 22, nu går det stærkt, det er lige så det kribler i maven.
D. 12 august hedder månedens tal 20 og det samme d.15 september 2005.

Man skal have is i maven og en engels tålmodighed hvis man vil adoptere.
Intet er forudsigeligt eller lige efter en snor, bortset fra det vigtigste: Et barn til sidst
Jeg hygger mig nu med at vente, sammenligner mine 2 ventetider og finder forbavsende mange lighedspunkter.
Det er kun på det fysiske plan at der er forskel, f.eks. løb jeg jo ikke en halvmaraton, da jeg ventede Christian, men boblerne i maven af spænding kan godt forveksles med hans små spark.